torsdag den 10. juni 2010

SRF10 - Onsdag

Okay, lad mig lige starte med at fortælle hvor lækkert det er, at tage hjem på hotellet efter en lang dag på festivalpladsen, og sove i en SENG i stedet for i en SOVEPOSE i et telt. Og hvor lækkert det er, at kunne tage et BAD næste morgen, i stedet for en klat KOLDT VAND fra en vandpost. Basta.


Ca. kl. 14:45 fik jeg udleveret mit armbånd - nu var vi for alvor igang, en fed fornemmelse. Lidt over kl. 15 åbnede selve pladsen og efter en hurtig scanning af hvilke CD-boder, der kunne være interessante at raide, gik jeg over til Dio Stage for at høre Heart Attack (et Heart tribute band). De var rigtig gode. Melodierne sad lige i skabet og den kvindelige forsanger havde en god vokal. Absolut et af de bedre tribute bands.


Herefter stod den på shopping og en hurtig tur tilbage til hotellet med indkøbene. 9 CD'ere blev det ialt til denne dag...

Kl. 19:45 gik Steelwing på scenen. De spiller god, gammeldags heavy metal a la Iron Maiden og det fik i den grad publikum på dupperne. I længden synes jeg, at det bliver en anelse ensformigt, men deres energi og entusiasme udligner dette et langt stykke hen ad vejen.


Michael Monroe var næste koncert. Den finske sprællemand gik på scenen kl. 21 og leverede en fed rock 'n roll fest. Gode sange, et velspillende band og en altid top-tunet Monroe gjorde de næste 75 minutter super underholdende.


Herefter skulle den have stået på både The Quireboys og U.D.O., men førstnævnte fangede mig ikke rigtigt og da den lille, tyske kampmaskine gik på scenen ved midnatstid, besluttede mine fødder at jeg skulle tage bussen hjem og smutte til køjs. Jeg fik dog hørt de første par strofer af "The Bogeyman".

Se flere billeder her.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar