SRF10 - Lørdag

Lørdag havde vejr-guderne ikke helt styr på, hvad de ville. Vejret vekslede konstant mellem sol og regn, men med hårde vinde som den gennemgående faktor. Faktisk blæste det så meget, at flere af scenerne og mixer-tårnene tog skade af det.

Dream Evil var første band på dagsordenen og de gik som vanligt til den med deres dejlige, ligefremme heavy metal. Koncerten blev desværre afholdt allerede kl. 12:15 og det var lidt for tidligt for et band, der spiller den slags musik. Både publikum og band gik til og på trods af vejret, blev det til 60 ganske underholdende minutter.

Herefter havde jeg en pause på et par timer inden Unisonic skulle spille. Denne pause benyttede jeg til at købe lidt flere CD'ere, så jeg i alt kom hjem med intet mindre end 23 skiver...

Kort før Michael Kiske og Unisonic skulle gå på scenen, hev vinden fat i taget på mixer-tårnet og blæste det halvt af. Af sikkerhedsmæssige årsager blev koncerten derfor udsat 50 minutter, indtil man havde fået sikret konstruktionen. Selve koncerten var ikke noget særligt - i mangel af egne numre, spillede de primært sange fra Kiskes to Place Vendome-albums. Men det var en fornøjelse at se Kiske tilbage på en scene - og de spillede da også et par gamle Helloween-sange, der naturligvis fik publikum til at gå totalt agurk.

Herefter gik turen til Festival Scenen, hvor Winger var næste band på plakaten. Reb Beach spillede som altid fremragende, men sætlisten kunne have været bedre. Der var for mange numre fra bl.a. "IV"-albummet og lidt for meget guitar-lir. Dette til trods, var det en rigtig god koncert og bandet virkede meget veloplagte.

Sidste band på programmet for mit vedkommende var W.A.S.P. De havde lovet at spille sange primært fra deres to første skiver, så det glædede jeg mig vildt meget til. Blackie & Co. var totalt i hopla og det var en fornøjelse at høre gamle numre som "The Torture Never Stops" og "The Last Command" - sange de ikke har spillet live i 25 år. Genialt. Fremragende. Sublimt.

Se flere billeder her.

SRF10 - Fredag

Fredag besluttede jeg mig for at bruge det meste af dagen på at hvile mine ømme fødder hjemme på hotellet. Første band, der havde min interesse, Steel Panther, gik nemlig først på kl. 18:15. Det blev i den grad en koncert uden lige. De fire gutter krydrede deres show med en masse humor og tilsvining af hinanden på scenen. Det var ganske underholdende... Hvis man er til 80'er kliché'er, humor under bæltestedet og - ikke mindst - fed glam rock, så var dette festivallens højdepunkt. De sluttede af med at spille den gamle Mötley Crüe-sang "Kickstart My Heart" - og dér gik publikum totalt amok. Hvor var det en fed afslutning på en super koncert.

Herefter gik turen direkte mod Festival Scenen, hvor jeg for første gange nogensinde skulle opleve Cinderella live. Lyden var ikke voldsomt god, dér hvor jeg stod, men det var en super oplevelse at se Tom Keifer, Jeff LaBar, Eric Brittingham og Fred Coury. Specielt Keifer er en fænomenal musiker, der udover at synge fremragende også mestrer bl.a. guitar, piano og saxofon. Fremragende.

Endelig gik turen til Rock Scenen, hvor go'e, gamle Billy Idol spillede op til dans. Det endte desværre med at blive festivallens skuffelse for mig... Hvert andet nummer var semi-akustisk og Billy gik rundt og talte en masse om rock 'n roll, men der skete bare ikke rigtigt noget. Okay, Steve Stevens er jo altid uber-cool, men selv han kunne ikke redde koncerten og jeg gik derfor tidligt fra den for at nå bussen hjem til hotellet.

Se flere billeder her.

SRF10 - Torsdag

Torsdagen stod, desværre, i regnens tegn. Fra kl. 14 til 18 regnede det - ikke voldsomt meget, men fire timer føles som laaang tid når man står på en græsmark i Sverige og hører musik...

Jeg lagde hårdt fra land med at købe musik. Det blev i alt til 5 CD'ere, heriblandt et par sjældenheder til rimelige penge.

På Nemis-scenen spillede Mama Kin kl. 13. Som for en uge siden på The Rock, var der god gang i den og publikum har godt tilfredse.

Herefter stod den på 80'er nostalgi i form af Treat. De gamle drenge har med deres nye skive, Coup de Grace, fået et gevaldigt comeback og de leverede en fremragende koncert. Fed energi, et medlevende publikum og et god sætliste gjorde dette til den hidtil bedste koncert på årets festival for mit vedkommende.

Herefter stod den på endnu mere 80'er musik (naturligvis) - denne gang i form af Y&T. Dave Meniketti og co. blev desværre ofre for den silende regn, men de leverede alligevel en ganske god koncert. Desværre var der ikke blevet plads til 'Lipstick & Leather' på sætlisten, hvilket var lidt skuffende.

Så skulle jeg skynde mig over til Festival scenen, hvor danske Pretty Maids afløste sygdomsramte Ratt. Da jeg kom derover, ca. 5-10 minutter før koncerten skulle starte, var der ikke mange mennesker, så jeg fik plads helt oppe foran den MEGET store scene. Lidt efter lidt kom der dog flere mennesker - heldigvis for dem, for Pretty Maids erobrede simpelthen Sweden Rock! Det er uden tvivl den bedste PM-koncert jeg nogensinde har været vidne til. De spillede en vis del ud af bukserne og publikum overgav sig totalt til dem. Da de sidste toner til 'Red, Hot & Heavy' tonede ud i luften, gik jeg derfra og tænkte "et dansk band, der på den måde dominerede Sweden Rock... Respekt!". En sublim koncert.

Senere på aftenen gik den norske vokal-supremo, Jorn Lande, på scenen. Hvorfor han ynder at krydre sine sætlister med guitar-, bas- og trommesoli ved jeg ganske enkelt ikke. Det er jo hans sange og - ikke mindst - hans fremragende vokal vi kommer for at høre. Jeg holder meget af hans musik, men live tæller ovenstående ting altså gevaldigt ned, hvorfor jeg forlod koncerten en halv time før, for at nå bussen hjem.

Se flere billeder her.